top of page

Hvad betyder ergonomi?

Det er generelt anderkendt, at det er en god idé at have fokus på ergonomi. De fleste personer, der arbejder på kontor, har også haft en ergonomi-kyndig person til at indrette deres kontorplads. Formålet med den ergonomisk korrekte indretning af kontorpladsen siges blandt andet at være forebyggelse af skader og smerter. Men har det overhovedet en effekt?

Hjælper ergonomiske tiltag?

Man har i en årrække forsøgt at løse kontor-relaterede nakke-, skulder- og rygsmerter ved hjælp af ergonomiske tiltag. De ergonomiske tiltag tager udgangspunkt i en forståelse af, at belastning er dårligt for kroppen, samt at der findes rigtige og forkerte måder at bevæge sig på eller sidde på.


i 2018 udkom et opsamlings-studie (et studie der samler alle relevante forskningsartikler) om ergonomiens betydning i forhold til smerter. Studiet viste, at ergonomiske tiltag - blandt andet brug af hæve-/sænkeborde ikke har nogen effekt på smerter i nakke, skulder eller arme.

Vi ved derfor i dag, at fortællingen om at generelle ergonomiske tiltag leder til færre smerter, er forkert - det passer ganske enkelt ikke.


De fleste kender nok til de forskellige løsninger som fx hæve-/sænkeborde, rådgivning om arbejdsstilling mm. Hensigten med disse ergonomiske justeringer er, at man får mindre ondt fordi man sidder eller står korrekt.


Selvom den ergonomiske tankegang har eksisteret i en del år - og uden tvivl er en del af langt de fleste arbejdspladser, så er der fortsat flere og flere der får smerter. Hvordan kan det være?


Hele præmissen bag ergonomi ser ud til, at være forkert. Der findes ikke rigtige eller forkerte siddestillinger. Det forholder sig nemlig sådan, at dem der sidder "rigtigt" oplever smerter ligeså ofte, som dem der sidder "forkert".


Vi ved også i dag, at det er sidde, eller i det hele taget bevæge sig "forkert" ikke øger risikoen for at udvikle smerte i fremtiden. Hvis ikke du får ondt af at sidde på en bestemt måde, skal du ikke være nervøs for, at det vil hævne sig i fremtiden.


Hvis du oplever at have smerter når du sidder i en specifik position, så kan du forsøge at sætte dig i en anden position. Hvis den nye position er mere komfortabel er positionen ok. Hvis en specifik siddestilling giver smerter er det ikke ens betydende med, at positionen generelt er forkert. Dog kan du med fordel afholde dig fra den position i en periode og senere vænne tilbage til den.


Hvorfor indtager vi ofte de såkaldte "forkerte" siddestillinger? Det skyldes, at vi her kan sidde rart og afslappet. Hvis noget er rart og afslappet, bør man ikke forbinde det med at det er dårligt - tværtimod. Kroppen indtager ubevidst en position, som den finder ro i.


Noget der kan kategoriseres som usundt og potentielt smertefremkaldende er inaktivitet. Hvis du indtager en siddeposition - uanset hvilken - og bliver siddende i denne i 8 timer, så vil langt de fleste opleve smerter. Derfor handler det i højere grad om at variere sin siddestilling løbende og få bevæget sig lidt i løbet af dagen.


Hvad kan man gøre, hvis man har ondt når man sidder?

Indledningsvis skal du glemme tanken om, at du kan sidde rigtigt og forkert. Sæt dig på en måde der føles rar og ikke giver smerter. Det kan fx være ved at sætte stol og bord i en højde der giver dig en behagelig siddeposition. Du kan også forsøge at ændre på skærmens højde hvis det kan hjælpe. Har du det bedre med at stå op, så er dette også en mulighed.


Budskabet er, at der ikke er faste regler for hvordan man skal sidde. Det betyder dog ikke, at vi kan lave nogle individuelle "regler" eller have nogle individuelle favorit-siddestillinger (husk; at sidde i sofaen med en computer på skødet er også en mulig siddestilling).


I ovennævnte studie fandt man, at det at indlægge hyppige pauser kan være med til at forebygge smerter. Derudover ved vi, at smerter er komplekse og at mange faktorer kan påvirke smerter. Hvis du har smerter ved at sidde ned, så bør du i overvejende grad se på andre faktorer som søvn, aktivitetsniveau, rygning mm. Specifikt for rygsmerter ved vi også, at jobtilfredshed er en faktor ift. at få smerter.


Her er hvad du selv kan gøre for afhjælpe dine smerter:

  • Optimér din søvn.

  • Implementér træning og fysisk aktivitet i dagligdagen.

  • Indlæg pauser i løbet af arbejdsdagen.

  • Få afledt opmærksomheden fra dine smerter.

  • Indlæg bevægelse som en del af arbejdsdagen.

  • Arbejd med den sociale trivsel.

  • Reducér dit stressniveau.

  • Se på, om du kan ændre din kost i en sundere retning.

  • Kig på, om det at ændre nogle arbejdsopgaver kan afhjælpe.

  • Få opdateret din forståelse for dine smerter.

Hvis ikke du selv kan komme smerterne til livs, så kan du søge professionel hjælp hos en fysioterapeut.


Hos Hørsholm Fysioterapi & Rygcenter er vi eksperter i behandling af smerter. Vi hjælper rigtig mange personer med smerter relateret til kontor arbejde.


Ring og bestil en tid på 45869400 eller skriv til post@horsholmfys.dk.




217 visninger0 kommentarer

Kommentarer


bottom of page